Sverige er et dejligt land - fin jagt, skøn, storslået natur og mange flinke mennesker. Her er nogle tips om jagt i Sverige og nogle generelle retningslinjer.
Selvom svenskerne er vores broderfolk, så er jagtkulturen nogle steder forskellig fra vores.
Klimaet er også anderledes. Man skal ikke langt fra bro eller færge før klimaet ændrer sig.
Det kan være solskin og plusgrader i København og 1 time oppe i Sverige være minusgrader og sne. Dette og jagtformen skal man tænke på når grejet pakkes.
Generelt. For at gå på jagt i Sverige skal man være i besiddelse af et gyldigt dansk jagttegn. Med dette i hånden skal man købe et svensk jagtkort (jagttegn) på følgende link, tryk her.
Ved svenske told skal man huske at fortolde sine våben og ammunition. Dette kan gøres fysisk på toldstedet efter færge eller bro. Eller meget mere bekvemt på www.tullverket.se - det kræver at man har et våbenpas.
Kørsel: Fartbøderne er høje i Sverige, så hold fartgrænserne. Der er tit hastighedskontrol/spritkontrol og mange "stærekasser" monteret ved vejene.
Promillekørsel når man ved 0,2 ( 1 genstand) og spirituskørsel ved 1,0.
Pas på vildtet. Selvom der på mange strækninger er "vildtstängsel" (vildthegn) sker der immervæk rigtigt mange vildtpåkørsler. 30-40 påkørsler om dagen bare i Sydsverige. Rammer man en elg eller vildsvin er der stor risiko for en totalskadet bil og grimme personskader.
Brændstofpriserne har ligget på ca. samme niveau som i DK i lang tid.
Jagten:
Bukkejagt. Man kan være heldig at brunsten stadig er i gang omkring d. 16 august- dette kan give nogle spændende stunder med bukkekaldet i hånd eller mund. Vi anbefaler Buttolo, Nordik roe eller det tyske Hubertus.
Hvis brunsten er slut, kan man i nogle områder, med fordel udsætte præmieren i 14 dage. Bukkene kan efter brunsten være meget stationere (trætte) og kun opholder sig i den tætte bevoksning.
Udstyr/Beklædning. Lydløst tøj- helst vindtæt. Som i bukkejagten herhjemme kan kan det være koldt om morgenen. Brug et varmt sæt undertøj, et isolerende mellemlag fleece eller uld og en vind/vandtæt skal. Det er bedre at kunne tage en trøje af end at mangle den!
På fødderne en god uldsok i passende tykkelse. Husk at morgenduggen giver våde støvler og ben. Et par vandtætte, bløde støvler med Gore-Tex membran eller et par gode bløde gummistøvler er at fortrække.
Til pürsch kan det være en fordel med: en ansigtsmaske og handsker, i tyndt netmateriale og gerne camotøj, men ellers bare tøj der ikke adskiller sig meget i farve fra biotopen du jager i.
Hvis myggesæsonen er slem, så hovednet og en god myggespray uden parfume.
Hvad man med fordel kan have med i rygsækken/jakken -alt efter hvor lang tid det er planlagt at være ude.
Vand/drikke eller til vask af hænder før og efter opbrækning. (passa)
Ekstra skarp foldekniv.
Letvægts regnslag.
Bære sele eller slæbesele til råvildt/gris.
Letvægts siddepude. (Niggeloh eller Deerhunter)
Kamera.
Mobil tlf.
Udover en velindskudt riffel kan en god håndkikkert være særdeles nyttig.
Husk at man i Sverige må jage råvildt 1 time før solopgang og 1 time efter solnedgang. Man skal tænke sig om ved skud i skumringen og om aftenen, hvor det hurtigt bliver mørk. At finde et dyr i mørke kan være vanskeligt - også for et evt. eftersøgnings hold.
Behandling af skudt vildt:"Skik følge eller land fly"
Er du på gæstejagt i Sverige forhør dig om, hvordan den svenske jagtleder ønsker det skudte vildt behandlet. I Sverige er der tradition for kun at åbne ved maven, ej åbning af hals eller brækning af lås. Det klarer man som regel under hygiejniske forhold i slagtehus el. lign.
Elgjagt: Alt efter hvor i Sverige man skal på jagt, så er elgjagt noget svenskerne sætter meget pris på. Fabrikker og små landsby samfund "lukker" helt ned når alle mænd (og kvinder) skal af huse. Her skal man træde varsomt og gå til opgaven med ydmyghed og åbent sind. Kødet repræsenterer en stor værdi for svenskerne både ved salg eller til husholdningen.
Jagtformer: Anstandsjagt, foregår som regel ved at man sidder på "pas" på jorden eller i tårn. Som regel i god tid før lysets komme. Nogle steder sidder man hele dagen andre steder med frokostpause indlagt. Der findes jagter, hvor man blev afløst som på et skifteholds arbejde. Dette som regel på "små" jagter, hvor jagten kun vare 1-3 dage grundet licens reglerne.
Anstandsjagt kombineret med drivjagt:
Som ovenstående men, hvor som regel sidder et par timer om morgenen og herefter mødes hvorefter man driver forskelle parceller af som regel med stødende hunde.
Løshundjagt:
Foregår som regel med pas skytter og en eller flere hundefører med specialtrænet hunde der opsøger elgene for herefter at forsøge at "stille" dem så hundeføreren kan komme tæt nok på til at afgive skud. Her er det vigtigt at, hvis man følger med hundeføreren- præcist at gøre som han/hun siger og ved afgivelse af skud være 100 % på hvor hund eller passkytter befinder sig. En moderne kugle laver let gennemskud, hvis ikke den rammer knogler.
Vær meget opmærksom på: ( sikrer en god jagt)
Lyt efter ved parolen - spørg hvis der er noget du ikke forstår.
Sprogbarrieren kan drille og nogle steder er der særlige hensyn mht. afskydning og licens tildeling.F. eks kun at skyde kalv, hvis koen kommer med dobbelt kalv osv.
Som tommelfingerregel ved anstandsjagt, kun at skyde ko efter koen har været fremme uden kalv/kalve i 10 minutter. Eller ved drivjagt efter koen har været fremme uden kalv på en strækning af minimum 50 m. Men stadig kan koen have "sat" kalven. Så pas på og spørg jagt lederen, hvordan du skal handle inden du kommer på post.
En rigtig god investering kan være en jagtradio. Dette sparer tid og øger sikkerheden. Man kan følge med i, hvor drevet er, eller hvad hundeførerne ser og hvad der er tilbage på licensen. Vi anbefaler Lafayette som vi selv har testet under barske forhold. Nogle steder er jagtradio obligatorisk.
Vildsvinejagt: Vildsvin bestanden er nærmest eksploderet i syd Sverige og stammen breder sig hurtigt nordpå. Den svenske stat mener at den nuværende bestand er på små 100.000 individer. Dette er mange biologer dog ikke enige i. De mener det reelle tal nærmere er 150.000 - 180.000 individer.
Dog vokser træerne ikke ind i himlen. Man mener at bestanden måske vil vende igen, da man bliver bedre til at jage grisene dag for dag. Også fordi mange skyder de "forkerte" grise, særligt på anstands jagt om natten.
(Aug. 2011). Bestanden er nu stagneret og med en lille tilbagegang nogle steder: At man stadig flere steder ser spor efter svin, er ikke ensbetydende med den næsten eksplosive øgning af bestanden, vi så for få år tilbage.
Jagtformer:
Anstandsjagt: Foregår som regel ved foderplads i lukkede tårne. Dette vil i nogles øjne nok virke uetisk. Vildsvin kan være vanskelige at jage. For at holde bestanden på et acceptabelt niveau, er dette en anerkendt og fuld lovlig måde at jage vildsvin på. Man kan ved denne jagtform også være mere selektiv i afskydningen. Det kræver dog megen øvelse at kunne se forskel på en stor so og orne, især i dårligt lys.
Vildsvin må jages hele døgnet. Vildsvin er som regel aktive aften/nat og tidlig morgen. I områder med et lavt jagttryk bevæger grisene sig også om dagen. På små jagtområder, hvor der fodres, vil grise som regel træffes som vekselvildt. På store områder vil grisen som regel også søge dagleje.
Skal en nat i et "grissetårn" være en fornøjelse, kræver dette det rette grej. Alt efter årstiden er det vigtigt at have nok tøj på. Mange har på den hårde måde erfaret at sommer/efterårs garderoben ikke er nok om vinteren. Selv sommeranstandsjagt, kan være kold fordi man i mange timer sidder helt stille.
Til vinterbrug anbefaler vi: Et par gode vinterstøvler af "pacboot" typen. f.eks Lacrosse Pinetop, Seeland Treestand eller hvis det er rigtigt koldt Härkila Enuit.
Et par gode uldfroté sokker med uldprocent over 70 %. f.eks Härkila Dayhiker eller Härkila Ekspedition.
Undertøj i uld f.eks Woolpower eller Aclima.
Mellemlag, fleece i polartec 200. Geoff Anderson el. lign. Eller en god tyk uldtrøje, Härkila Annaboda eller tilsvarende.
Yderst. Deerhunter Rusky sættet, helst med smækbuksen der hjælper godt til med at holde på varmen og sørger for man ikke "skiller" midt på.
Handsker. Seelands Radiator handsker med varmepuder i. Eller Deerhunter Rusky handsker.
Mange "grimmer" sig ved at investere i et decideret vintersæt - men vi vil garantere at investeringen kan betale sig. Der er ikke meget logik i at køre 2-4 timer og have afsat timer eller dage til jagt og så sidde at fryse r.... i laser og med risiko for at blive syg.
Ved vildsvinejagt fra tårn om natten er det vigtigt at man sidder helt stille. Gå i tårnet så stille som muligt og gør alt grejet klar med det samme. Så skal man ikke sidde og fumle efter termokande eller andet senere. Sørg for at der ikke er løse genstande, der kan falde ned eller løse patroner i lommerne. Der skal kun den mindste lyd til, før grisene forsvinder.
Erfarne grise kan gå i cirkler rundt om tårnet for at tjekke, om der er indgangsfært til tårnet. Derfor kan man forsøge at skjule sin fært med en majsspray eller andet cover lokkespray evt. træde i et par æbler, inden man går i tårnet.