09-10-2023 13:45:31

Antik/gammel Samer kniv

Meget flot håndlavet Samer kniv. Kniven er formentligt meget gammel hvilket kan ses på den flotte patina. Skæftet er udført i ben, højest sandsynligt fra rensdyr.
Klingen fremstår flot, med spor af brug. Æggen bærer præg af at have været slebet mange gange hvilket også fortæller om knivens høje alder. Et udsøgt samleobjekt i særklasse. Kvaliteten af dette stykker håndværk er meget høj! Det er en kniv der er lavet til brug på trods af den flotte udsmykning i form af graveringerne i benmaterialet.

Kniven er 29cm lang. Bladet er lige under 15cm. Klassisk størrelse for Samiske knive der gjorde den duelig til alskens opgaver. Håndtaget er formentligt limet på bladets tange med lim lavet af gelatine man har udkogt fra knogler til en klæbrig masse. Dette ses ofte også ved konstruktion af buer i tiden før vi havde moderne klæbemasser. Denne konstruktion giver kniven en høj styrke, da bladets tange ofte er bredere end moderne klinger. I nutiden ses den samme type konstruktion i de knive vi kalder fuldtange klinger, hvor grebet er nittet eller limet på siderne af klingen.
På skeden er der i toppen (til venstre på billedet herover) indgraveret et billede af et rensdyr. Midt på skeden er der gravering af rensdyr der trækker en slæde. Graveringer er stadig tydelige hvis man kigger godt efter. Håndtaget (billedet herunder) er ligeledes graveret med motiv af rensdyr samt ''zig zag'' på enden af grebet. Grebet har sort mellemlæg af dyrehud, måske bark. Skede er samlet af bronzewire samt nitter som det kan ses på billedet. Alt i alt et super smukt stykke håndværk der er lagt mange timer i. Graveringerne er formentligt ridset ind i benet, ved hjælp af et mindre, spidst objekt og derefter brændt med samme genstand for at give den sorte farve.

De flotte graveringer samt materialevalget vidner om Samernes historie i et barskt, arktisk landskab, hvor man har måtte bruge hvad man havde for hånden, til at fremstille redskaber til dagligdagens opgaver såvel som overlevelse.
Graveringerne fortæller yderligere at, selvom livet nok har været hårdt i de arktiske egne, så havde man overskud og tid til at at lave redskaber med ''luksuriøs'' udsmykning. Man kan fristes til at tro at knive som denne, højest sandsynligt har gået i arv i flere generationer.

Faktum er at brugsknive som denne sjældent overlever flere menneskeliv. Ofte blev knivene genbrugt til andre ting når de var slidt op. Det er svært at sige hvor gammel sådan en kniv i virkeligheden er. Et beskedent gæt vil være mellem 50 og 150 år. Men det er ikke til at sige præcist.

Disse knive blev af Samerne brugt i dagligdagen til mange forskellige opgaver. Alt fra partering/rensning af vildt til at hakke små grene til f.eks. telte eller lign. og ordne brænde, blev disse knive udsat for. Der er derfor tale om et værktøj der skulle kunne holde til mange års brug og hård slitage, hvilket dette eksemplar vidner om og i øvrigt har klaret uden de store skader.

Samerne er et gammelt folk der holder til i de arktiske egne af Skandinavien. De er kendt for deres knive, der ofte er konstrueret af dyreknogler og birkebark samt deres ofte farverige klædedragt. Samerne menes at nedstamme fra forskellige stammer af nomader, der er udvandret fra de sydligere dele af Skandinavien samt Rusland.
Det vides ikke præcist hvornår Samerne blev et decideret folk. Men man mener at folk har slået sig ned i de arktiske egne og har levet i stammer i flere tusinde år.
I dag eksisterer Samerne stadig som et folk i det nordligste Skandinavien, hvor nomade kulturen stadig består. Samernes knive vidner om de barske vilkår Samerne lever under.
Man har haft få råmaterialer tilgængelige, og har været nødsaget til at bruge hvad naturen har kunnet levere, hvilket ofte ikke har været meget andet end beskedne mængder af træ samt knogler, typisk fra rensdyr. Kniven er af et simpelt design, men stadig praktisk udtænkt i forhold til de vilkår man har levet under i de arktiske egne.

Pris: 2.960,-
Tilføj til indkøbsliste mail@huntershouse.dk

Indkøbsliste