Løbssprængning, Jens Perto

Når haglbøssen sprænges

Om fordomme og fakta vedrørende prøveskydning af haglbøsser, deres styrke og deres pibers godstykkelse.

Tekst og foto af Jens E. Perto Prøvning Når et våben sprænges, er det naturligt nok fordi gastrykket overstiger lukkekonstruktionens eller materialets styrke. For at sikre brugerne mod skrupelløse producenter af dårlige våben og farlige patroner, har man i de fleste store våbenproducerende lande etableret trykprøvningsanstalter for en i dag lovpligtig tryktest af våben. England var tidligst ude med The Gunmakers Company i London, der blev grundlagt allerede i 1637, og har dannet forbillede for tilsvarende institutioner i de øvrige europæiske lande, såsom Tyskland, Spanien, Italien og Belgien. Hvert land har sine meget detaljerede krav til, hvordan våben skal afprøves, men generelt er der tale om, at man i et eller flere stadier af våbenets færdiggørelse affyrer det med et antal specielle prøvepatroner, som har større gastryk end normalt.

Hvert land har sine meget detaljerede krav til, hvordan våben skal afprøves, men generelt er der tale om, at man i et eller flere stadier af våbenets færdiggørelse affyrer det med et antal specielle prøvepatroner, som har større gastryk end normalt. I England er der tale om prøvepatroner med et gastryk på 60 – 80 % over det normale arbejdstryk for den pågældende patron.
Efter prøveskydningen kontrollerer man om nogen del af våbenet har givet efter for trykket. Hvis bøssen klarer prøven, bliver den forsynet med prøveskydningsstempler. Stemplerne består typisk af prøveanstaltens bomærke, samt en varierende række af symboler, som angiver oplysninger om kaliber og kammerlængde, samt arbejds- eller maksimumtryk, foruden i visse tilfælde tillige bl.a. årstal, løbenes vægt og graden af trangboring. Det er i de pågældende lande forbudt at sælge våben, som ikke har bestået trykprøven eller som er ændrede, så kravene hertil ikke længere opfyldes. Hverken Danmark eller Sverige har haft lovkrav til afprøvning af våben, som fremstilles i de pågældende lande – her har man ligesom i USA overladt det til producentens skøn.
For at koordinere kravene til både ammunition og våben dannede man i 1914 en permanent kommission for våbenafprøvning, i daglig tale kaldet C.I.P., som har til huse i Bruxelles. I dag er der 13 medlemslande, som gensidigt anerkender hinandens trykprøvninger som gyldige.

Uheld Selvom våben og ammunition opfylder C.I.P.’s krav, er dette ikke en garanti mod våbensprængninger. Patroner kan, ligesom blitzpærer, ikke afprøves på forhånd. Man er nødt til at udtage stikprøver og i øvrigt søge at kontrollere produktionsprocesserne bedst muligt. På grund af dens konstruktion, vil sprængningen af en haglbøsse ofte kun omfatte piberne, som er langt den svageste trykbærende del. Bascule og eventuelle sidelåse vil ofte blive beskadigede, men sjældent sprænges helt bort. Overgangen fra sortkrudt til røgsvagt krudt gav ikke overraskende anledning til mange sprængninger, da ældre våben ikke var designene til at modstå det større tryk fra en røgsvag patron. I virkeligheden er pibesprængninger meget sjældne. At piber sprænges som følge af en fejl fra patronfabrikanternes er endnu sjældnere. Langt de fleste pibesprængninger skyldes, at der er anvendt forkerte patroner eller kommet fremmedlegemer i løbet. På trods af visse haglpibers ringe godstykkelse, skal der temmelig høj grad af blokering til, før en pibe sprænges.

Generelt er det sådan, at jo længere væk fra kammeret obstruktionens sidder, desto større er risikoen for at piben sprænges. Sne i løbet kan forårsage en sprængning, mens mudder lettere kan gøre det. De fleste pibesprængninger som følge af obstruktioner sker tæt ved mundingen og er som regel ganske ufarlige for skytten.
I dag er en hyppig årsag til alvorlige pibesprængninger, at flere og flere jægere har bøsser i både kaliber 12 og 20. Har man i lommen en patron i kaliber 20 mellem 12’erne, så er der under tidspres for at lade – som man ofte kommer i på en klapjagt – risiko for, at man får 20-patronen puttet i kammeret på sin haglbøsse i kaliber 12. Opdager man i kampens hede ikke fejlen, er der fare på færde. 20’eren vil glide så langt ned i løbet, at man uden problemer kan få en ny patron i kaliber 12 i kammeret. Trykker man derefter på aftrækkeren skal man have en ny bøsse, og være glad for at slippe med det.

In proof I de senere år har der været en stor stigning i interessen for gamle og klassiske jagtvåben - især engelske haglbøsser. Da disse ofte er meget kostbare, har det givet anledning til mange spørgsmål om disse våbens styrke, holdbarhed og trykprøvning. Når de engelske haglbøsser påkalder sig særlig opmærksomhed i denne forbindelse skyldes det to ting.

Den ene er, at engelske bøssemagere i over 100 år har specialiseret sig i at den ædle kunst at lave lette våben, hvorfor man i sagens natur har fremstillet piber med meget lille godstykkelse. Den anden grund er, at den engelske våbenhandlerbranche i 1980’erne opstillede et anbefalet minimum for pibernes godstykkelse på 0,020” (ca. 0,5 mm). Det vender vi tilbage til.

En tredje årsag er, at mange potentielle købere af brugte våben ikke kender til reglerne for prøveskydning. Af forståelige årsager forveksler de den anbefalede minimumstykkelse af piberne med det forhold, at en bøsse kan være ”out of proof”, altså at dens engelske trykprøvning ikke længere er gyldig. Men de to ting har pudsigt nok intet med hinanden at gøre.
Ved trykprøvningen af en engelsk bøsse indstempler man på undersiden af kammerenden et nummer – eksempelvis 12, 13/1, 17/1 eller et decimaltal som .729”. Numrene angiver ligesom tallet bøsseløbets *nominelle* (men ikke fra starten den reelle) indre diameter ni tommer fra kammerenden. For at tolke nummerkoderne fra før man anvendte decimaltal, kræves en prøveskydningstabel, hvor man kan aflæse den nominelle diameter eller det interval, den skal ligge indenfor.
Alt hvad der kræves for at en bøsse er * in proof* - altså at dens prøveskydning stadig gælder - er, at løbets indvendige *reelle* diameter ni tommer fra kammerenden ikke er nået op på det angivne *nominelle* mål. Er dette tilfældet, så er bøssen in proof, med mindre der foretages andre betydende ændringer – som eksempelvis en udboring af kammeret fra 65 til 70 mm. I så fald skal bøssen atter trykprøves – og vil oftest sagtens kunne bestå prøven.

Løbstykkelse
I modsætning til, hvad man måske skulle tro, så har pibernes mindste godstykkelse imidlertid ingen praktisk sikkerhedsmæssig betydning, blot man anvender patroner med en længde og et gastryk, som bøssen er designet til, hvilket vil fremgå af prøvestemplerne.
Det trykmæssigt set svageste punkt på en haglbøsses pibe er der, hvor kammeret slutter. Her skal piben modstå patronens maksimale gastryk, og hvis pibens form ellers er jævn og normal, vil den være tilstrækkelig stærk alle andre steder, da gastrykket herefter falder meget hurtigt.
Piberne er sædvanligvis tyndest i godset omkring 50 cm fra kammerenden, og her kræves der ikke megen styrke af materialet. Den kendte engelske bøssemager W.W. Greener demonstrerede faktisk, at en haglpibe, som kun var ca. 0,01” (0,25 mm) tyk i godset fra 40 til 60 cm fra kammerenden, ikke blev hverken bulet eller beskadiget ved gentagne affyringer med normale jagtpatroner. Efter testen rev han pibevæggen op med en almindelig lommekniv!
Mange tror fejlagtigt, at mange skud er årsagen til, at et bøsseløbs godstykkelse er reduceret. Sandheden er imidlertid, at det skyldes slibning inden brunering(er) og/eller indvendig honing.
Da man anvendte kviksølvholdige og derfor rustfremkaldende fænghætter indtil 1930’erne, ser man ofte at bøsseløb på gamle våben har pletter af gravrust i løbene. Afhængigt af angrebenes dybde, kan man derfor godt hone løbene op, men kun til et mål under den grænse, som trykprøvningen angiver.

Praktisk betydning
For at måle godstykkelse og indvendig diameter på en pibe kræves der særligt udstyr, som kun de færreste våbenhandlere eller endog bøssemagere herhjemme er i besiddelse af. Årsagen er den simple, at det er uhyre sjældent, at en bøsse er *out of proof*, og at løbenes godstykkelse ikke har en praktisk betydning for brugsværdien af et våben.
Derimod har godstykkelsen i nogen grad betydning for handelsværdien, fordi våbenhandlerne i England af forståelige grunde har etableret et anbefalet minimum for pibernes godstykkelse. Eftersom det er meget håndarbejdskrævende og derfor kostbart at lave lette piber, ligger de fleste producenters godstykkelser på nye piber i dag på omkring 0,028” i Storbritannien – og langt højere i resten af Europa og USA. At de engelske våbenhandleres anbefaling på minimum 0,020” er meget konservativ bevises af, at berømte bøssemagere som f.eks. Boss & Co. i 1930’erne fremstillede letvægtsbøsser med piber, der kun var 0,016” på det tyndeste sted.
En faktor taler dog imod tynde piber, selvom godstykkelsen ikke har nogen praktisk sikkerhedsmæssig betydning. I sagens natur tynde piber langt mere sårbare over for slag, og den ringe godstykkelse gør det meget vanskeligt for en bøssemager at rette bulen op igen, da der ikke er meget materiale at arbejde med.