Damask

Geværløb - damaskus og stål
Damachenerstål har gennem tiderne været det foretrukne materiale til løb og piber til skydevåben. Det er en ståltype der stammer oprindeligt fra de dygtige sværdklingesmede i Damaskus. Denne smedekunst kan dateres mere en 1000 år tilbage.

Rent jern er et relativt blødt og smidigt materiale. Legeres jernet med kulstof, bliver resultatet stål. Et relativt stærkt, men usmidigt materiale. Ved at smede jern og stål sammen i lag. kan man få et både smidigt og stærkt materiale. Teknikken er i en lidt anden form også kendt fra japanske sværdklinger.
Løb smedes ved, at damaskstålet i strimler vindes rundt om en dorn og smedes sammen. Smedeholdet bestod sædvanligvis af tre mand. For at opnå en perfekt smedning skulle holdet arbejde sammen som et schweitzerurværk. For hver tur i essen, kunne der kun smedes et lille stykke af strimlen sammen. Det betød, at emnet skulle i essen opmod 300 gange, førend det var langt nok til et bøsseløb.

Når strimlerne var smedet sammen, fik man hvad vi kaldet et båndløb. Blev strimlen snoet om sig selv, i forbindelse med smedningen blev resultatet twistdamask. Brugte man to strimler, snoet hver sin vej før sammensmedningen, fås rosendamask. Ifølge sagens natur, kunne der fremstilles hundredvis af forskellige kombinationer og mønstre på denne måde.

Der brugtes helt op til seks strimler samtidigt.
Nogle løbssmede brugte simpelthen mønstret som varemærke.
Til et sæt løb (l - l,5 kilo) medgik ca 10 kilo damaskstål. Det var særligt i slutningen af 1800 tallet at mønstrene blev så sofistikerede, at man har svær ved at forestille sig, at det “blot„ er gjort ved smedning.

I perioden op til slutningen af århundrede var damaskstål det foretrukne materiale til løb og piber. Sir Withworth tog patent på flydende komprimeret stål til løbsemner i 1865. Det var kostbart stål, men processen var i princippet enkel. Stållegeringen blev udstøbt i en passende barreform. Før og under størkningen blev stålet presset sammen under stort tryk.

Heraf navnet, der kan læses på løbene: “Sir Withworth, fluid compressed steel„.
Henmod århundredeskiftet og særligt efter, tog Sir Withworth´s og andre ståltyper over. Rigtigt mange engelske geværer, der er født med vidunderlige damaskløb, blev ved istandsættelse slebet ned og blåneret, så de lignede almindelige stålløb. Moden blev fulgt - glatte ensfarvede stålløb. Kunsthåndværket var blevet “malet„ over! Mange ejere af engelske geværer fra slutningen af århundrede er slet ikke klar over, at deres løb er af det fineste damaskstål.
Når damaskstål gik af mode, var det, fordi man altid havde haft det. Det skulle noget nyt til, et nyt Look. Samtidig var de nye ståltyper billigere og mindre arbejdskrævende at forarbejde. Det havde intet med styrke at gøre. Damaskstål, i den kvalitet der blev benyttet til engelske geværer, har den samme styrke som de senere stålløb. Ikke så sjældent overgår de endog de stålkvaliteter, der anvende i dag.

Det er naturligvis rigtigt, at gamle båndløb, f.eks. fra en billig belgisk hanebøsse har fået prædikatet farlig. Er løbene tilmed dygtigt tærede indvendigt, er betegnelsen livsfarlige måske på sin plads. Der er dog stadig en verden til forskel til et sæt førsteklasses damaskløb i bedste kvalitet. Desværre fremstilles løb ikke mere i damaskstål.

Kunsthåndværket ersimpelthen uddødt. Kun dejlige håndbyggede jagtknive fås med denne ståltype. Ønsker man sig damaskløb, er den eneste mulighed et brugt gevær.
Nyd synet af piberne fra en: Casp. Fr. Schilling in Suhl. Sådant damaskussmedearbejde kan formentlig ikke fremstilles nu om dage. Det er rent kunsthåndværk.