Rustninger - historik

Gennem tiden har stridsmænd båret beklædning, der kunne beskytte i kamp.

De tidligste typer var ringbrynjer. De kom omkring 300 år efter vores tidsregning. Vi kender ringbrynjer fra vikingetiden og den tidlige middelalder.

Ringbrynjen blev mellem år 800 og 1000 udviklet til rytterbrug. En knælang brynjeskjorte blev suppleret med brynjehoser, -hætte og -luffer samt en nasalhjelm. (hjelm med næsebeskytter )

Fodfolk anvendte lettere rustninger af læder og jern med brynjeforstærkninger. Omkring år 1100 fik rytternes ringbrynjer påsat pladeforstærkninger på de mest udsatte steder.

Efterhånden blev der påsat stadig flere forstærkningsstykker, bl.a. brystplader til at afbøde virkningen af de stadig kraftigere lansestød. Rustninger fra ca. 1150-1400 kaldes kompositrustninger, da de var en blanding af ringbrynje- og pladeelementer.

Udviklingen endte med tunge ridderrustninger i fuld plade, inklusive pansret fodtøj, fra omkring år 1400.

Det var faktisk riddernes effektive beskyttelse mod fjendens sværd, pile og lanser.
 

En komplet rustning kunne nemt veje over 50 kilo. Alene benskinnerne vejede omkring 8 kg stykket. Hertil kommer evt. skjold, sværd og lanse.
Det var således en stor fysisk belastning både at skulle bære og tilmed slås i et sådant udstyr.

En hær af riddere i rustninger blev nærmest betragtet som uovervindelig i en meget lang periode.

De tunge rustninger fik feltmæssigt ( taktisk) dødstødet i år 1415. En talmæssigt overlegen og bedre udrustet fransk hær tabte til englænderne i slaget ved Agincourt. De franske tropper måtte slide sig gennem mudder i deres rustninger for at nå frem til slagmarken. Det udmattede dem i en sådan grad, at englænderne fik en let kamp.

Rustninger forblev dog i brug. Både til felttog og ikke mindst til turneringer, hvor ridderne kunne vise deres duelighed.

Med ildvåbnenes fremkomst og udvikling skrumpede rustningen ind i størrelse men ikke i vægt. ( næsten som i vore dage)
Nu skulle beskyttelsen af kroppens vitale dele have høj prioritet. F.eks. blev brystpladerne gjort så svære, at de kunne modstå et musketskud. Fuldrustninger gik af brug i løbet af 1600 årene.
Tungt rytteri anvendte brystplader til langt ind ind i 1900 tallet.

En pudsig sag er, at ordet rustvogn stammer fra det militære begreb rustning. Rustvognen var oprindeligt et køretøj til transport af militærets udrustning. Når udrustningen var afleveret, tog rustvognen ofte de faldne soldater med tilbage. Og dermed fik rustvognen sin relation til døden.

Tøjhusmuseet har en pragtfuld udstilling af mange typer rustninger og harnisker til heste.

I Dresden er der en tilsvarende - måske verdens bedste udstilling af tunge rustninger.