17-04-2014 18:46:51

Schultz & Larsen o/u




Billede af et O/U gevær gjort af Schultz & Larsen i kaliber .12.

Fremstillingen af haglgeværer blev et nærliggende alternativ for Geværfabrikken, da den tyske besættelsesmagt i 1943 forbød fremstillingen af rifler.
En lang række muligheder blev undersøgt og valget faldt på en O/U konstruktion, som vi nu om dage kender som Valmet eller Krieghoff.
Konstruktionen var oprindeligt udarbejdet af Robert Churchill (House of Churchill, Don Masters p.135) i 1930. Robert Churchill sendte konstruktionstegningerne til Remington.
I en modificeret udgave blev det til Remington M.32, der blev fremstillet i over 5.000 stk.
Den senere version kom til at hedde Remington 3200. Flere andre fabrikanter har brugt konstruktionen, bl.a. Miroku, hvor den hedder model 3000 samt Brno serie 300 i en lidt anderledes udgave.

Billede af et O/U gevær gjort af Damond Petrik i kaliber .16.

Allerede i 1930 fremstillede den franske bøssemager Damon Petrik et O/U gevær, der til forveksling ligner det senere fra Schultz & Larsen. Der er således god grund til at antage,
at det er dette gevær, der lå til grund for Schultz & Larsens O/U.
Da Frankrig ligeledes var besat af tyskerne, ville det være muligt at købe sænksmedede emner i Saint Etienne, til fremstillingen af geværerne.
Om det er foregået sådan, er der endnu ikke historisk belæg for, men det ville være nærliggende af både produktionstekniske og handelsmæssige hensyn, men det er en længere historie.

Schultz & Larsen og Petrik baskuler. Bemærk ligheden i de grundliggende metaldele. Bortset fra kaliberforskellen er de nærmest identiske.
Ligesom geværerne fra D.Petrik er S&L geværerne særdeles velbyggede. Man kan tydeligt mærke, at alle pasninger er gjort af dygtige bøssemagere. Mekanisk føles geværerne som engelske, håndbyggede doubletter. Den udvendige finish er i bedste kvalitet, medens der derimod ikke gjort noget særligt ud af pynt og dekoration.
Både Petrik og Schultz & Larsen geværene ser temmelig simple ud. Det er nærmest som ulv i fåreklæder.

Billede af forskæfterne fra Petrik og Schultz & Larsen. Metaldelene er ens i størrelse og udformning.
Kun forskæftetræet varierer i størrelse.

Der blev formentlig kun fremstillet nogle få hundrede O/U geværer.
Langt hovedparten var i kaliber .12 og ganske få i kaliber .16 og .20.
Geværfabrikken fremstillede også side by side geværer. Iflg. Torsten Wegener, Schultz & Larsen p.103, var det et sidelåsgevær fra Dumoulin (H&H kopi), der var grundlag for produktionen. Også en boxlåskonstruktion efter Anson & Deeley´s system blev fremstillet. Kun nogle få håndfulde ialt af S/S geværerne blev færdiggjort.


Billederne viser de sidste råemner, basculer, monoblokke, smådele og måle- og hjælpeværktøjer til fremstillingen af O/U geværer, som vi erhvervede i forbindelse med overtagelsen af prøvesamlingen i Otterup. Tanken var, at det ville være en glimrende opgave som svendeprøve for en af vore bøssemagerlærlinge. Det er endnu ikke blevet til noget.

Det sidste spørgemål er naturligvis, hvad koster et sådant Schultz & Larsen gevær.
Det afhænger naturligvis af hvilken stand det er i, men vi har set dem handlet til mellem 15.000 og 30.000. Det sidste beløb er efter vores mening lidt i overkanten, men det kan jo have været et ganske særligt gevær.
Vi har lejlighedsvis disse herlige geværer på lager i kaliber .12 og .20.

Indkøbsliste