11-04-2007 21:55:12

Cogswell & Harrison

Virksomheden blev grundlagt af Benjamin Cogswell i 1770. Allerede i 1853, kunne Cogswell junior i en annonce i Sporting Magazine skrive: “B. Cogswell (late Essex) the oldest gun and pistol repository in London, established in 1770, 224 Strand, London„.
De våben Cogswell startede med at fremstille var datidens mest moderne, det vil sige flintlåsrifler og jagtdoubletter. Der blev også fremstillet duelpistoler, og der var leverancer af våben til militæret.
Cogswell forsøgte at være på forkant med udviklingen. Allerede i 1820 fremstilledes en “Pepper Pot„ pistol. Det var forløberen for det, vi i dag kalder revolvere. Pepperboxpistolen, som den benævnes nu, havde seks løb, (af designet kom navnet) der var smedet sammen. Pistolen fik stor popularitet ca. 10 år senere, da den blev “opgraderet„ med de moderne perkussionshætter, i stedet for flintlåstænding.

I 1837 blev Edward Harrison ansat i firmaet. Harrison var en kendt ekspert i våben og velkendt i skyttekredse. Edward Harrison blev senere partner i firmaet, og omkring 1860 blev navnet ændret til Cogswell & Harrison.
Edward Harrison opfandt kastemaskinen, der kastede glaskugler. Denne blev afløst af et senere patent, der omfattede en lerduekastemaskine “Swiftsure„, der i grove træk kastede duerne som i dag. Cogswell & Harrison oprettede skydebaner og
skoler i Colnbrook og Malden.
Blandt Harrisons patenter, som han udtog med bl.a. Anson, Rigby, Beesley og
Southgate, var blandt andet sikkerhedsmekanismer for doubletter, ejector- og
singletriggermekanismer og for sigtemidler.
I de år hvor udviklingen af skydevåben var på forceret kraft, havde Cogswell &
Harrison et tæt samarbejde med en af Englands allerstørste konstruktører af pistoler og revolvere, William Tranter. Mange af Tranter pistoler og revolvere blev fremstillet af Cogswell & Harrison.
I 1874 kom endnu en Harrison til firmaet, nemlig Edger Harrison. Han blev en af Cogswell & Harrisons mere prominente personligheder. Han arbejdede i mere end 50 år for firmaet, heraf i 42 år som formand for bestyrelsen.
I 1908 overtog Cogswell & Harrison det kendte firma: Moore & Grey. Firmaet var i lige linie fra Manton. Både William Moore (skæftemager) og William Grey (administrator) havde begge været ansat hos Manton. Hos Moore & Grey havde kendte bøssemagere som Frederick Beesley og Henry Atkin junior udstået deres læretid. Det var F.Beesley der, før han begyndte for sig selv, konstruerede den kendte
Purdeylås, der bygges den dag i dag af Purdey.
Grunden til, at det netop blev Cogswell & Harrison, der overtog Moore & Grey fra de aldrende stiftere, var at C&H gennem en længere periode havde haft et samarbejde med firmaet. C&H havde bl.a. leveret geværer til More & Grey. Geværerne blev naturligvis signeret med sælgerens navn, som det var sædvane : William Moore & Grey. C&H havde i øvrigt købt et minimalistisk konstrueret sidelåsgevær af Moore & Grey. Det blev fremstillet og markedsført af C&H under navnet Moorgrey. Det blev ingen succes - geværer skulle også dengang være smukke.

Cogswell & Harrison voksede til et af Englands mest betydningsfulde huse i den floriante periode. Der blev drevet forretninger i London på fashionable adresser som: New Bond Street (1880 -1897), Strand (1882-1928), Picadelly (1917-1982) og tilmed i Paris på Avenue de L´Opéra (1901-1936).
Foruden bøssemagerværkstederne i forbindelse med forretningerne var der flere fabrikker, blandt andet i Gilliam Street, Harrow Estate, begge i London og i Feltham, Middlesex.
Cogswell & Harrison var tillige involveret i patronfremstiling med tilhørende krudtfremstilling og laboratorier. Der blev også fremstillet og solgt rekvisitter til andre sportsgrene som tennis og golf. Som et kuriosum kan nævnes, at der i forbindelse med flytningen fra Strand nr. 224 til nr. 226 i 1883 blev indrettet et aflangt rum til golfrekvisitter. Naturligvis kunne man prøve grejet. Det blev til verdens første indendørs golfbane!
Det var netop denne spredning af aktiviteterne, der gjorde, at Cogswell & Harrison kom godt igennem de svære perioder med verdenskrige og depression. Der var andre etablerede markeder at satse på. Der blev under krigene leveret meget store mængder af våben og tilbehør til det britiske militær.
Til trods for, at Cogswell & Harrison gennem de sidste 230 år har fremstillet næsten alt i håndvåben, er det, de er mest kendt for, jagtdoubletter og storvildtsrifler. Jagtdoubletterne omfatter bedre doubletter med Anson & Deeley lås, med eller uden sideplader, og sidelåsgeværer i flere versioner. På riffelsiden er der tale om kostbare dobbeltrifler og repetérrifler i mere overkommeligt prisniveau bygget på den kendte britiske P 15 lås.
Efter II verdenskrig begyndte tilbagegangen for firmaet. Mange aktiviteter, der ikke var lønsomme, blev afviklet. I 1957 overtog den internationalt kendte våbenhandler Sam Cummings majoriteten af aktierne i firmaet. I 1963 blev aktiemajoriteten overtaget af de daværende direktører, og i 1970 kunne man fejre 200 års jubilæet.

Efter en turbulent periode hvor firmaet skiftede ejere flere gange, indehaves det siden 1993 af familien Cooley. Virksomheden drives nu fra Thatchan House 95, Sussex Place, Slough SL1 1NN, England. Fax: 01753 575770.
I den fortsatte fremstilling af jagtvåben, satses nu kun på de mere eksklusive våben, samt naturligvis på reparationer af tidligere leverede våben, herunder våben fra William Moore & Grey. Jvf. i øvrigt under litteraturlisten.

Indkøbsliste